Brandrådgiver okt25

Med ansvar for egne projekter – fra start til slut

Hos Torkil Laursen A/S søger vi enten en allerede dygtig certificeret brandrådgiver BK2 eller en person der ønsker certificering som brandrådgiver- men du skal brænde for byggetekniske udfordringer og rådgivning inden for brandsikring. Du får en alsidig og dynamisk hverdag med en bred kontaktflade. Og du bliver en del af en flad organisation, hvor vi prioriterer faglig sparring og muligheden for at prøve idéer af i praksis.

Kort om jobbet

Som vores brandrådgiver bliver du ansvarlig for brandrådgivningen af firmaets projekter fra start til slut. Det betyder, at du kommer til at rådgive om brandsikring ved byggetekniske forhold i forbindelse med nybyg, ombygninger og renoveringer. I projekterne står du for at udarbejde brandstrategier og dokumentation samt sikre overholdelse af lovgivningen.  Du vil i dagligdagen være omdrejningspunktet for dine kollegaer i både installations- og konstruktionsafdelingen når der skal tænkes brandsikring i projekterne. Din kontaktflade vil også bestå af dialog med bygherrer, entreprenører og  arkitekter om brandtekniske forhold. Du skal forvente, at du et par af dage om ugen indgår i den generelle projektering af vores projekter.

Vi tilbyder et udfordrende og afvekslende job i et stærkt fællesskab af både yngre og erfarne kolleger. Du får mulighed for løbende efteruddannelse, en attraktiv lønpakke, madordning, en aktiv kulturklub og adgang til massageordning – for blot at nævne noget af det, der gør os til en attraktiv arbejdsplads.

Hos os kan du desuden vælge en fire dages arbejdsuge eller nedsat tid (30-35 timer), hvis det passer bedre ind i dit liv.

Det forventer vi af dig

  • Du er enten uddannet brandrådgiver eller ønsker at blive certificeret brandrådgiver og har erfaring som bygningskonstruktør, ingeniør, arkitekt e.l.
  • Du har minimum tre års erfaring.
  • Du har en solid byggeteknisk forståelse samt byggelovgivning, herunder BR18.
  • Du arbejder struktureret og selvstændigt med dine projekter.
  • Du er en holdspiller, der trives med tværfagligt samarbejde.

Om os

I Torkil Laursen A/S leverer vi en bred vifte af ingeniørydelser og service til private, boligorganisationer, kommuner og erhverv. Vi beskæftiger os blandt andet med byggeri, energi, indeklima og bæredygtighed. I konstruktionsafdelingen er vi netop nu 5 konstruktører og 6 ingeniører med højt fagligt niveau, som giver rig mulighed for sparring om alt mellem himmel og jord.

Vi har brede fagkompetencer og specialer, som gør os til en attraktiv samarbejdspartner og stærk leverandør af rådgivning. For øjeblikket består vores team af 28 medarbejdere, men vi har travlt, så vi forventer, at flere snart kommer til.

Torkil Laursen A/S holder til i Taastrup og har desuden en afdeling i Ringsted. Vi flytter den 1. december til lyse og indbydende kontorlokaler et stenkast fra Høje-Tåstrup Station.

Om Torkil Laursen

Torkil Laursen A/S er et mellemstort rådgivende ingeniørfirma grundlagt i 1957 med tre fagområder: bærende konstruktioner, VVS- og elinstallationer. Vi leverer en bred vifte af ingeniørydelser og services til kommuner, boligorganisationer, virksomheder og private – blandt andet inden for byggeri, energi, indeklima, skimmelsanering og bæredygtighed. Hovedkontor i Tåstrup og med kontor i Ringsted fra efteråret 2022.